Udstilling af Rollo-tapetet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde indtil d. 23. oktober 2011 [fr]

Rollotapetet: Vikingehøvdingens liv med politik, krig og kærlighed

I oktober vil en anderledes "tegneserie" - et stort, moderne billedbroderi, inspireret af det berømte Bayeux-tapet fra slutningen af 1000-tallet, pryde væggen i Vikingeskibshallen.

Tapetet er skabt som en hyldest til den fredsaftale, der sikrede grundlæggelsen af Normandiet i Frankrig, indgået mellem vikingehøvdingen Rollo og den karolingiske konge Karl den Enfoldige i 911. Her 1100 år efter fortælles historien om Rollo – fra de første plyndringstogter og den første kærlighed til de politiske alliancer, hans kristne dåb og magtposition i Frankerriget - på et næsten 22 meter langt, håndbroderet tapet.

Det er første gang, tapetet vises i Danmark, og udstillingen på Vikingeskibsmuseet afslutter en længere turné med visning i Frankrig og Norge. Udstillingen af tapetet er en unik mulighed for at få indblik i det politiske magtspil i vikingetidens Europa.

Udstillingen ledsages af tekster, der beskriver tapetets scener; nordboernes møde med frankerne og de dramatiske kampe ved Rouen og Paris samt figurerne fra den nordiske mytologi, der dekorerer tapetets bort. Et opgaveark inviterer børn til at ’læse tegneserien’ og gå på opdagelse i tapetets persongalleri og billeder.

http://www.vikingeskibsmuseet.dk

Dernière modification : 13/10/2011

til top