Renovering af det Thottske Palæ

DEN FRANSKE FORBINDELSE

Thotts Palæ. Et af dansk arkitekturs store klenodier skifter udseende, så det bliver, som Nicolas-Henri Jardin ønskede det i 1700-tallet. Den geniale og pragmatiske franske arkitekts betydning for udviklingen af »det særligt danske« i bygningskunsten er i disse år for alvor ved at blive opdaget.

af POUL PILGAARD JOHNSEN

Det er en af Københavns fineste og mest markante bygninger, der snart skifter udseende, og det er ingen ringere end chefarkitekten for slottet i Versailles - »verdens smukkeste slot« - der er sat på opgaven: Thotts Palæ på Kgs. Nytorv, der siden 1930 har været Frankrigs ambassade i Danmark, skal restaureres, og opgaven er lagt i hænderne på den franske arkitekt Frédéric Didier, der til daglig er ansvarlig for bevaringen og vedligeholdelsen af det enorme slot uden for Paris.

Snart rejses stilladserne, og når de pilles ned igen, vil gadebilledet være forandret. Palæets facade skifter nemlig farve, og det er ikke nogen lille forandring. Siden sidste renovering, i 1984, har palæet præsenteret sig med en nydelig laksefarvet kulør, men i fremtiden skal det være stiligt lysegråt med murværk og pilastre i skiftevis blegt lysegråt og mørkere lysegråt.

Sådan så facaden nemlig ud engang, men det har ingen vist før nu. Faktisk troede man, at netop laksefarven var den oprindelige, og det var grunden til, at bygningen for knap 30 år siden fik sit nuværende, noget utraditionelle udseende. Forklaringen på både fejltagelsen og korrektionen skal findes langt fra København. På slottet Gavnø på Sydsjælland, der er slægten Thotts hovedsæde, befinder sig nemlig et stort maleri fra 1700-tallet af familiens gamle Københavnerpalæ, og på dette er bygningens facade rosa-farvet. Men der er også et mindre maleri fra samme tidspunkt, og her er palæet gråt i to nuancer. I 1984 troede man, at farven på det store maleri var det rigtige, og det mindre bare var beskidt, men i virkeligheden er det lige omvendt, fortæller Frédéric Didier:

»Restaureringen i 1980erne var for kreativ. Undersøgelserne blev ikke gjort med tilstrækkelig præcision, og man fandt ikke de rigtige farver. Den rosa nuance på det store maleri er i virkeligheden patina og ælde, og studier i papirarkiverne på Gavnø har bekræftet, at gråt er det oprindelige. I øvrigt fandt vi også ud af, at facadens store indgangsport var okkerfarvet, og sådan kommer den derfor også til at se ud i fremtiden,« siger han.

Arkitekten fra Versailles står i spidsen for »Thotts Palæs videnskabelige komité«, som er nedsat af den franske ambassadør i forbindelse med restaureringen og består af eksperter inden for arkitektur, byplanlægning og bygningsfredning.

I virkeligheden er palæet ikke fredet, selv om bygningen er et af dansk arkitekturs absolutte klenodier. Forklaringen er, at ejendommen som fransk ambassade har diplomatstatus og ikke er undergivet dansk lovgivning, heller ikke fredningsloven. Hvis de ville, kunne franskmændene såmænd pakke hele molevitten ind i beton, uden at nogen kunne gribe ind.

Det vil de heldigvis ikke. Tværtimod udviser den franske stat tydeligvis den allerstørste veneration for deres danske repræsentation. Man har sat fædrelandets fremmeste restaureringsarkitekt på opgaven med at istandsætte palæet, og undervejs bliver de danske fredningsmyndigheder løbende taget i ed. Det er Mogens A. Morgen fra Kulturstyrelsen svært tilfreds med: »Thotts palæ hører absolut til blandt eliten af vigtige og bevaringsværdige bygninger i Danmark. På fredningslisten ville den ligge i den allerøverste top af både arkitektoniske og kulturhistoriske årsager, herunder samspillet med de andre historiske bygninger på Kgs. Nytorv, altså Charlottenborg og Harsdorffs hus, samt Nyhavn, som palæets hjørne grænser op til,« siger han.

Geni fra han var ti

Beretningen om Thotts Palæ er også fortællingen om et geni, hvis betydning for udviklingen af »det særligt danske« inden for arkitekturen - helt frem til i dag - først nu er ved at blive anerkendt.

Hans navn var Nicolas-Henri Jardin, og i dansk arkitekturhistorie har han traditionelt haft rollen som den lovende udenlandske arkitekt, der ikke fik fuldført sit ambitiøse Frederikskirke-projekt og i stedet endte som et lidt uforløst intermezzo mellem de to lokale stjerner Nicolai Eigtved og C. F. Harsdorff. Den historie bliver delvist skrevet om i disse år.

Jardin var fransk, men fik sit vigtigste virke under sit ophold i Danmark fra 1755 til 1771. Han blev landets første professor i arkitektur og chef for bygningsvæsenet, samtidig med at han som udøvende bygnings-, landskabsog møbelarkitekt skabte værker som Marienlyst i Helsingør, Bernstorff Slot, Sølvgades Kaserne, som i dag er DSBs hovedsæde, Fredensborg Slotspark og altså Thotts Palæ, hvor han skabte en ny facade på en allerede eksisterende bygning.

Bygherren var Otto Thott, der boede på Gavnø om sommeren og tilbragte vinteren i sit palæ på Kgs. Nytorv. I sin ungdom havde greven dyrket filosofi og jura side om side med historiske studier, og han fik ry som en af de mest lærde og kompetente statsmænd i 1700-tallets Danmark. Ved sin død efterlod han både et enestående bibliotek på 138.000 bind og den største malerisamling, nogen dansk privatmand har ejet. Ifølge hans testamentariske bestemmelser skulle det københavnske billedgalleri, der havde smykket vinterresidensens vægge, sælges ved en offentlig auktion i palæet, og af katalogerne fremgår det, at auktionen omfattede ikke færre end 4.500 numre, heraf cirka 1.000 oliemalerier.

Det var denne mand, der i 1763 hyrede Nicolas-Henri Jardin til at ombygge palæet, som var rammen om de kostelige samlinger, og Jardin var blandt de kunstnere, der for alvor forstod at fortolke tendenserne i det på mange måder nyskabende århundrede. Med ham kom nyklassicismen til Danmark, og den danske bygningskunst blev bragt på højde med det bedste på internationalt plan - i en form, som på samme tid er meget dansk. Det sidste er vigtigt, og det er en af grundene til den store betydning, som arkitekter og fredningsmyndigheder nu tillægger Thotts Palæ og hans øvrige bygningværker.

Ifølge Jardin selv begyndte han på arkitekturstudier i Paris allerede som ti-årig. Senere studerede han i Rom, hvor han mødte billedhuggeren Jacques-Francois-Joseph Saly, der i 1752 blev kaldt til Danmark for at skabe rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads. Da arkitekten Nicolas Eigtved døde i 1754 midt under arbejdet med at opføre Frederiks Kirke - Marmorkirken - foreslog Saly Frederik den Femte at invitere vennen Jardin til at komme til København og overtage arbejdet. Som sagt så gjort, og da Jardin var kommet til landet, præsenterede han et udkast til kirken, som dog blev afvist på grund af de eksorbitante udgifter. Senere leverede han et mere beskedent udkast, og denne pragmatisme er på sin vis også til stede i hans arkitektur. Ja, det er måske i virkeligheden den, der gør den både unik og særlig dansk.

Ifølge kunsthistorikeren Ulla Kjær, der i 2010 udgav den monumentale monografi Nicolas-Henri Jardin - en ideologisk nyklassicist, skabte han med sin pragmatisme, sin forkærlighed for enkle og universelle former og sin åbenhed over for de givne forudsætninger en klassicisme à la danoise:

»En fordringsløs sober og harmonisk stil, baseret på danske materialer og udformet under hensyn til den enkelte bygnings omgivelser. Hans værker føjer sig naturligt ind i landets velkendte række af murstenshuse og bindingsværksgårde, med hvad man kunne kalde en ydmyg selvsikkerhed.«

Set på denne måde bliver franskmanden Jardin i virkeligheden en af de første og ypperligste eksponenter for forestillingen om en særlig dansk naturalisme inden for arkitektur og design, som vedvarer frem til den dag i dag.

Det handler om en ukunstlet tilgang og enkelhed i stedet for mere komplekse, symbolladede eller manierede udtryk. Begreber som mådehold, funktionalitet og enkelhed er stadig de begreber, som dansk arkitektur også i det 21. århundrede konsekvent bliver vurderet i forhold til.

Klimavenlig bygningsarv

Der er med andre ord god grund til at interessere sig for Jardin, og snart får hans facade på Kgs. Nytorv igen præcis det udtryk og de farver, som mesteren selv mente, den skulle have, fastslår hans nulevende arkitektkollega og landsmand Frédéric Didier med ikke ringe tilfredshed i stemmen.

»Dette palæ er ret unikt for Jardin, og jeg betragter det som en meget smuk og vigtig bygning, også i europæisk sammenhæng. Jeg er stolt og ydmyg over for denne opgave,« siger Didier, der i forrige uge var på et af sine hyppige besøg i den danske hovedstad.

For en gangs skyld var anledningen ikke kun den forestående restaurering af Thotts Palæ, men også at han som en af verdens førende restaureringsarkitekter var inviteret til at tale ved en forelæsning på arkitektskolen i København.

Didier var den første gæst i en international forelæsningsrække under overskriften »Restaureringskunst og transformation«, der er arrangeret af firmaet Erik Møller Arkitekter, Arkitektforeningen, Kulturstyrelsen, Dansk Bygningsarv og Realdania.

Baggrunden er en spirende forståelse af, at bæredygtig udvikling af byer og bygninger går hånd i hånd med en viden om vores bygningsarv.

Fremtidens arkitektopgaver bliver ikke så meget nybyggeri men derimod restaurering og ændring af den eksisterende bygningsmasse, så den kan leve op til de klima-og energikrav, som Folketinget allerede har vedtaget.

»Vi vil gerne medvirke til at udbrede kendskabet til, hvordan man kan renovere værdifulde byggerier, uden at det går ud over bygningernes kvalitet. Det gælder selvfølgelig de fredede bygninger, men i lige så høj grad også de store sociale boligbyggerier fra 1930rne,« siger Mogens A. Morgen fra Kulturstyrelsen.

Et hold fra styrelsen rejser i disse år rundt og gennemgår samtlige fredede bygninger i Danmark. Der er 900 i alt, og det er første gang i mange årtier, at myndighederne besøger samtlige fredede huse. Mogens A. Morgen forventer, at de alle er detaljeret gennemgået i midten af 2015.

»Vi har udviklet en registreringsmetode, som kan bruges bredt til at beskrive værdier i arkitekturen i forhold til energirenovering. Man kan nemlig sagtens gøre et gammelt hus klimavenligt uden at ødelægge det, men man kan også let komme til at gøre det forkert,« siger han og nævner blot et enkelt eksempel:

»Man kan sætte termoruder i, men man kan også arbejde med indvendige forsatsrammer, så den eksisterende rude på facaden bevares. Og med den helt korrekte afstand mellem de to ruder kan man faktisk sommetider opnå en endnu bedre isolering end ved at skifte til termoglas.«

Ifølge Mogens A. Morgen er der ikke blot æstetiske, men også miljømæssige gode grunde til at fokusere på de allerede eksisterende bygninger. I det store miljøregnskab kan det nemlig bedre betale sig at renovere en eksisterende bygning end at bygge et nyt nulenergihus. Et moderne nulenergihus udleder nok mindre CO2 i den daglige drift, men driften er en forsvindende lille del af den miljøbelastning, det er ved at bygge et nyt hus med nye materialer, forklarer han:

»Først når nulenergihuset er 75 år gammelt, vil miljøbelastningen have tjent sig ind i forhold til, hvis man i stedet havde valgt at renovere et hus af ældre dato.«.

Dernière modification : 18/07/2012

til top