Frankrig hædrer ofrene for attentaterne i København [fr]

Finn Nørgaard og Dan Uzan blev hædret posthumt på Den Franske Ambassade. Latifa Ibn Ziaten, mor til en af de franske soldater, der blev dræbt ved terrorangrebet i Toulouse i 2012, var til stede ved ceremonien.

Den 2. november 2015 blev ofrene for attentaterne i København, Dan Uzan og Finn Nørgaard, hædret posthumt ved en ceremoni på Den Franske Ambassade. Finn Nørgaard, som var filminstruktør, fotograf og producer, blev udnævnt til ridder af den franske kunst- og litteraturorden, Arts et Lettres, og Dan Uzan blev hædret med æresmedaljen Médaille du Courage af Den Franske Ambassade i Danmark. Ambassadør François Zimeray motiverede udnævnelserne og sluttede sin tale med ordene: ”Never abdicate our ideas, never give up dialogue and never abandon our combat for freedom".

Familie, venner og sympatisører deltog ved arrangementet, hvor også den franske kvinde Latifa Ibn Ziaten var til stede. Hun deler fælles skæbne med de omkomnes familier, da hun i 2012 mistede sin søn, som var soldat, ved terrorangrebet i Toulouse. Efter hans død har hun stiftet foreningen Imad-ibn-Ziaten for unge og fred og rejser verden rundt for at fortælle historien om sin smerte og kamp for, at unge ikke havner i radikalisering og had, som det var tilfældet for sin søns morder, Mohammed Mehra.

Ceremoni - Finn Nørgaard
Ceremoni - Finn Nørgaard
© Hasse Ferrold
Ceremoni
Ceremoni
© Ambassade de France au Danemark
Ceremoni - Dan Uzan
Ceremoni - Dan Uzan
© Hasse Ferrold
Ceremoni
Ceremoni
© Ambassade de France au Danemark
Ceremoni - Finn Nørgaard
Ceremoni - Finn Nørgaard
© Ambassade de France au Danemark

Den 3. november besøgte hun Frederiksberg Gymnasium, hvor Dan Uzan var tidligere elev. Elevernes spørgelyst var stor, og hun videregav sit budskab om, at kærlighed og støtte fra forældre til deres børn er afgørende for at undgå radikalisering. Samtidig understregede hun, at viljen til at lade sig integrere og følge sit lands regler er central for at kunne leve i fredelig sameksistens. Hun kom selv til Frankrig fra Marokko som ung, og det har været vigtigt for hende hurtigt at integrere sig. Hun respekterer Frankrigs regler om verdslighed, bl.a. tørklædeforbuddet i offentlige rum, og understregede, at hendes dræbte søn var søn af republikken. Sit tilhørsforhold til to lande beskrev hun på billedlig vis for gymnasieeleverne og gav dem sin opfordring videre: “Man skal lade sig integrere. Min far er Frankrig. Min mor er Marokko. Jeg ønsker ikke mine forældre skilt ligesom de fleste børn. I er født her, I skal leve efter Danmarks regler og værdier”.

I stil med Latifa Ibn Ziaten har venner og familie efter Finn Nørgaards død stiftet Finn Nørgaard Foreningen, som har til formål at uddele midler til projekter og initiativer, der støtter udsatte børn og unge. Foreningen kommer hvert år den 14. februar til at uddele et beløb til en organisation eller en person, der gør noget ekstraordinært for forståelse mellem mennesker. For nærmere information om foreningen se http://finn-nørgaard.dk/

Dernière modification : 09/11/2015

til top