Ambassadørens debatindlæg (Politiken - 28. januar 2012) [fr]

Vi kæmper for at regulere finansmarkedet

De europæiske lande er nødt til at forene økonomisk udvikling, bevarelsen af arbejdspladser og miljøbevidsthed.

Danmark har overtaget formandskabet for den europæiske union midt i stormen af et Europa i krise og som tvivler på sig selv. Meget står på spil det kommende halvår: den europæiske solidaritet under gældskrisen, forberedelsen til forhandlingerne om EU’s flerårige budgetramme, en revision af Schengen-aftalen, for blot at nævne nogle af de opgaver Danmark skal tage sig af.

Det europæiske projekt har aldrig været mere nødvendig, ej heller mere omstridt. Det bliver et vanskeligt paradoks at løse.

På trods af opgavens omfang og omdefineringen af formandskabsrollen i forbindelse med Lissabon-traktaten, så kan Danmark gøre meget.

Frankrig har tillid til danskernes store erfaring, deres evne til at skabe kompromis og deres professionalisme. Og det er i krisetider, når man har ryggen mod muren, at man er tvunget til at rykke!

På det økonomiske område, der har taget al opmærksomhed i flere måneder, vil Danmark, som står udenfor Eurozonen, men hvis valuta er knyttet til euroen, arbejde for konvergens mellem de 27 EU-lande.

Danmark skal stå ved roret i forbindelse med gennemførelsen af ​​det europæiske semester, et nyttigt overvågningsværktøj når de offentlige finanser i medlemslandene er under pres.

Arbejdet henimod sunde offentlige finanser i samtlige EU-lande er en afgørende målsætning, ikke kun på det økonomiske plan, men også på det politiske og det strategiske plan, for at sikre vores landes suverænitet.

I den forbindelse ønsker jeg at understrege den påtrængende nødvendighed for en bedre regulering af de finansielle markeder. Det er ikke kun op til medlemslandene at gøre en indsats. Sammen med Tyskland og alle dets europæiske partnere er Frankrig klar til at give sig i kast med denne tunge opgave, for at undgå fremtidige globale kriser, som den i 2008.

Vi tror derfor på indførelsen af en skat på finansielle transaktioner. EU-Kommissionen har fremsat et foreslag om en sådan afgift.

Vi er overbevist om, at vi skal gå videre i kampen mod den manglende regulering af finansverden.

Det er det kun naturligt, at de, der bærer noget af skylden for den nuværende krise, må tage deres del af ansvaret for at komme ud af den.

Jeg ved, at tanken om en sådan skat deler vandene i Danmark, men jeg ved også, at det danske formandskab vil lede diskussionerne ærligt og stringent, skulle de fortsætte.

Arbejdet henimod at sikre balancen på de offentlige finanser, må dog ikke få os til at glemme den vigtigste målsætning for økonomien: at sikre vækst og fuld beskæftigelse. Det kan gøres ved at forbedre det indre marked. Man kan også støtte udviklingen af en grøn økonomi. De europæiske lande er nødt til at forene økonomisk udvikling, bevarelsen af arbejdspladser og miljøbevidsthed. Danmark, som har en stærk grøn industri, vil sætte emnet højt på sin dagsorden, og det glæder vi os over.

I forhold til det arabiske forår, der gav store håb, skal Europa gøre sig gældende og tale med én stemme på verdensplan.

Ligesom Danmark, så støtter Frankrig fuldt ud arbejdet i den fælles udenrigstjeneste. Den danske udenrigsminister, der mødte Catherine Ashton for nylig i København, understregede vigtigheden af den fælles udenrigstjeneste.

Det arabiske forår har været kilden til store aktuelle politiske omvæltninger. På baggrund af denne udvikling, bør vi arbejde for en revision af ​​Schengen-aftalen og for et fælles europæisk asylsystem. Dette har unægteligt stor betydning for EU-borgerne.

Sidst men ikke mindst får de danske diplomater til opgave at videreføre forhandlingerne om EU’s flerårige budgetramme og udarbejde en ’​værktøjskasse’ der vil kunne hjælpe Cypern, når de overtager formandskabet i andet halvår af 2012. Det bliver en meget vanskelig opgave, det er vi alle bevidste om.

Afslutningsvis vil jeg citere en af ​​Europas fædre, Jean Monnet, som sagde: "Mennesker accepterer kun forandringer, når det er nødvendigt, og der skal en krise til, før de mener, at det er nødvendigt".

Vi skal bevæge os fremad sammen og ikke give efter for dommedagsprofetier! Så held og lykke til det danske formandskab! Frankrig står på jeres side.

Dernière modification : 07/02/2012

til top